
Afrejse den 15. august
Anholt - Naturperlen i Kattegat
Anholt er en naturperle, og på vores rejse til øen midt i Kattegat vil vi opleve noget ganske særligt. Her er der mulighed for at gå en tur i Ørkenen, Nordeuropas største lavhede, som er et af de mest særprægede naturområder i Danmark.
Der bor ca. 150 personer på Anholt, de har tilpasset sig ø-livets forhold, og samfundet fungerer, som det har gjort i generationer. De klarer sig selv, og øen har bl.a. egen skole, læge og præst samt eget posthus.
Mest af alt er Anholt nok kendt for sit ørkenområde, der dækker omkring 80% af øens areal og dermed gør det til Nordeuropas største ørkenområde. Det er flad, hævet havbund, og ørkenen har aldrig været pløjet. Øen har samme topografi og udseende, som da isen smeltede for 10.000 år siden.
Ørkenen udgøres hovedsageligt af en strandvoldsslette med grovsandede klitter på op til 24 m og fintsandede klitter langs kysterne.
