

På dagens udflugt kører vi til Sønderjylland, hvor vi bl.a. hører historien om det betydningsfulde slot og en helt særlig sønderjysk tradition.
Vi starter dagen med at køre til Dybbøl Banke, hvor vi ser os omkring. Her finder vi bl.a. Dybbøl Mølle, og omkring museet står der forskellige andre mindesmærker om krigen i 1864, fx en mindesten for Louis Appia og Charles van de Velde, der deltog som verdenshistoriens første Røde Kors-observatører.
Vi nyder vores medbragte sandwich og fortsætter turen til Gråsten, hvor vi tager på en spændende tur i Gråsten Slothave. Efter den folkekære dronning Ingrids død i år 2000 beboes Gråsten Slot af dronning Margrethe nogle uger i sommermånederne. Guiden tager os med til den overdådigt udsmykkede slotskirke, og vi går en tur igennem slotshaven, der ligger smukt omgivet af skov og sø. Vores guide fortæller historien om haven og de slotte, som har ligget på stedet siden 1500-tallet. Vi oplever den frodige have, som selve dronningen har været med til at sætte sit eget præg på, alt sammen imens du kan skimte Gråstens Slotskirke i baggrunden.
Turen fortsætter til Den Gamle Kro i Gråsten, som har været byens gode spisested gennem mere end 150 år. Dette smukke, gamle og skæve hus fra 1747 er efter en modernisering med nænsom og kærlig hånd fortsat et sted, hvor tiden står stille, og fornyelsen finder sted. Det er kun i Sønderjylland, det store sønderjyske kaffebord kan opleves. Man kommer gerne langvejs fra for at smage på alle lækkerier såsom Svedsketorte, Pumler, ”Striftorte”, Brødtorte, Riskage, Medaljer, ”Pla’kach”, ”Kikskach” og meget mere. Dertil hører godt med kaffe.
Efter at have smagt nogle skønne kager – eller måske dem alle – kører vi retur til Fyn.